Med fremkomsten af spejlrefleks kameraer var det pludselig muligt at måle hvor meget lys der ville ‘nå frem’ til filmen.Indtil da var man henvist til at bruge en ekstern måler (til omgivende lys), en måler monteret på kamera front eller simpelthen gætte sig frem.
I dag er lysmåleren en uundværlig del af ethvert kamera, og er ofte et meget komplekst instrument. Koblet sammen med flashen, foregår det hele automatisk – og man får perfekt belyste billeder hver gang ….. Eller?
En af de væsentligste forskelle mellem en ekstern måler og den indbyggede måler er hvilket lys de måler …
Man skelner mellem –
- Reflektionsmåling (kamera)
- Måling af indfaldende / omgivende lys (lysmåler)
Den eksterne lysmåler kan dog også bruges til at måle reflekteret lys fra objektet. Men kameraet vil altid måle reflekteret lys – hvis ikke man retter objektivet direkte mod lyskilden.
Det vil fungere fint hvis alle mulige objekter reflekterede lyset ens. Men reflektionen af lys afhænger af glansgrad og nuancerne.
Samtidigt vil spektrum af lyskilden også variere (farvetemperatur). Så måleren vil angive for lidt eller meget lys med en dårlig eksponering til følge. Fx grønt lys der skinner på et rødt objekt – kamera vil måle meget lidt lys eller slet intet.
Derfor vil de fleste lysmålere går ud fra, at vi måler en flade med 18% neutral grå. Det betyder, at hvis vi måler på en helt hvid flade (eller en flade med meget hvidt) vil lysmåleren tro at der er meget lys, og justere eksponeringen ned (underbelysning). Derfor har hvidt sne en tendens til at blive gråligt – kuren er ganske simpelt at overeksponere billedet en lille smule (1-2 stop).
Det samme gælder for sort eller meget mørke farver – lysmåleren vil tro at der ikke er lys nok og forøge eksponeringen, og de mørke farver vil blive grålige. Kuren er her at undereksponere en smule (1-2 stop).
De fleste moderne digital kameraer har avanceret lysmåling indbygget. Til tider tilpasset specielle motiver eller situationer. Disse ‘programmer’ er ofte individuelle for de enkelte mærker, modeller osv. Nedenfor behandles de tre grundlæggende metoder, som findes i moderne kameraer under en eller anden form eller navn.
Mange kameramodeller har andre specielle lysmålingstyper, fx gennemsnit – som er et gennemsnit af hele billedet (Canon) eller zonemåling, hvor man måler lyset i en ‘zone’ på billedet og lader lyset i zonen bestemme eksponeringen for hele billedet. Zone måling kan f.eks. være venstre, miderste og højre tredjedel eller hele billedfladen er inddelt i 9 eller flere ‘felter’, hvor man vælger hvilket felt der har afgørende indflydelse på eksponeringen.
Andre kan kombinere centervægtet måling eller spot måling med eksponering efter højlys, d.v.s. at man tager hensyn til eventuelle partier der er meget lyse (genskin i vandpytter eller blank hud) og nedsætter eksponeringen tilsvarende.
For at vise forskellen mellem de tre grundformer af lysmåling, udførte jeg følgende eksperiment.
Jeg brugte tre forskellige former for lys – spotlys på modellens ansigt, spotlys på modellens ansigt med omgivende lys og kun omgivende lys. Jeg tog tre billeder af hver belysningsform – et med matrix måling, et med centervægtet måling og et med spotmåling.
Resultatet kan ses nedenfor –






