 | I begyndelsen af fotografering, betød filmens følsomhed ikke særligt meget. Om der gik et sekund mere eller mindre når optagelsen kunne tage op til en ½ time havde ikke den store indflydelse på billedets eksponering. Selv da Daguerre ‘opfandt’ lynhurtige optageteknikker, hvor filmen kun skulle belyses omkring 10 minutter, betød det stadig intet, hvor følsom filmen var. |
| Men efterhånden som filmmediet blev mere og mere følsom for lys samtidigt med at firmaer tilbød klar-til-brug filmplader, begyndte fotograferne at udarbejde tabeller over hvor lang tid de forskellige filmplader skulle belyses i forhold til kameraet og linsen de brugte. Filmfabrikanterne begyndte nu også at sætte (vejledende) eksponeringstider på filmæskerne, fx belyses 5 sekunder i solskin og 10 sekunder i gråvejr. Oplysninger om filmens følsomhed over for lys var født. De forskellige lande (med filmproducenter) begyndte (ca. 1930’erne) at udarbejde standarder for at måle filmens lysfølsomhed; det resulterede i et hav af standarder, fx DIN, ASA, BSI, GOST og mange flere. Indtil omkring 1982 var det derfor vigtigt at huske, DIN 21 svarede nogenlunde til ASA 100. 1982 publiserede den internationale standardiseringsorganistion (ISO) en global standard for at måle filmens følsomhed (altså hvor følsom filmen var over for lys). Med det digitale kameras fremkomst overførte man mere eller mindre ISO standarderne til den digitale verden – næsten; fordi det man i dag taler om, er sensorens eksponeringsindeks, som afhænger af bl.a. hvilket farverum og hvor meget lys der er tilgængeligt. Man kan sige, at sensoren har en basis følsomhed, som ikke ændrer sig når vi drejer på ISO-hjulet. Det vi gør, er at forstærke signalet i det enkelte pixel med en værdi. Normalt vil kameraet forstærke alle pixels med den samme værdi. Men de nyere / avancerede kameraer kan variere denne forstærkning hen over billedet (fx forstærke baggrunden mindre, så den bliver mere mørk). For at tillempe den elektroniske virkelighed, så man som fotograf kan fortsætte med at bruge fx eksponeringstrekanten, har fabrikanterne opgivet / approksimeret denne forstærkning til filmens ISO skala. Det er vigtigt at notere sig, at man får de mindst støjende billeder, hvor man bruger sensorens basisfølsomhed. Det er som regel det mindste tal i menuen (ikke -0.3 el. lign. men fx ISO 100). Teoretisk kan man skyde billederne med den laveste følsomhed, og ‘skrue op’ for ISO i et foto program. Desværre har fotoprogrammerne også en tendens til at forstærke støjen, så vi er lige vidt – eller snarere dårligere stillet, da kameraet ofte har diverse støjfiltre indbygget. Nogle (professionelle) fotografer hævder, at kamerafabrikanterne ikke helt følger ISO standarden, bl.a. for at få sensoren til at virke mere følsom eller have et større følsomhedsområde. Da jeg ikke har mulighed for at teste dette over de forskellige kameramodeller og – fabrikater, har jeg måttet nøjes med at afprøve det på mine to forskellige kameramodeller – | |
 Nikon D300s (aps-C 13Mpix) |  Nikon D810 (FX – ca. 20Mpix) |
Jeg brugte samme objektiv til begge billeder, og fuldformat kameraet udnyttede kun den midterste del af sensoren svarende til aps-C sensoren (D300s).
Når jeg holder de tre parametre ISO, blænde og lukker konstant, vil variationen i eksponeringen skyldes forskelle i sensorens forstærkning og ‘oversættelse’ til ISO værdier. Jeg synes, der er minimale forskelle i de to billeder og må formode at de afvigelser vi ser, mest skyldes (produktions) fejlmargin mellem de to kameraer.
Egentlig er dette kun interessant hvis man bruger forskellige kamerahuse, arbejder meget i manuel indstilling eller bruger eksterne lysmålere (fx flash lysmåler). Det eneste man kan gøre er vel egentligt at skyde et par billeder, hvor man kun varierer ISO (og ja – manuelt) for at se om man skal tage højde for sensorens følsomhedsfejl. Men som med alt andet – kend dit kamera og afprøv forskellige muligheder.
Filmfølsomhed betyder altså –
- Jo mere følsom for lys, jo mindre lys skal der til for at få en korrekt eksponering
- Jo mindre følsom for lys, jo mere lys skal der til for at få en korrekt eksponering
ISO standarden siger, at når man fordobler ISO tallet, fx ISO 100 til ISO 200, kræver sensoren halvt så meget lys (mindre eksponeringsværdi eller som om vi forhøjer eksponeringsværdien på blænde/lukker side af ligningen).
Som med blænden og lukkeren, er der også en ‘standard’ værdirække (hele stop) –
… ISO 50 – ISO 100 – ISO 200 – ISO 400 – ISO 800 – ISO 1.600 – ISO 3.200 – ISO 6.400 – ISO 12.800 ….
Nedenfor har jeg optaget en række billeder, hvor jeg kun varierer ISO –
 ISO 100 |  ISO 200 |  ISO 400 |  ISO 800 |  ISO 1.600 |
Man kan se, jo højere ISO, jo mere følsom for lys – dvs. med samme blænde og lukkerhastighed bliver billederne mere lyse jo højere ISO.
Da vi havde film, var det generelt således, at jo mere lysfølsom filmen var, jo mere støj kom der i billedet. Det skyldtes især, at kornene blev større og filmen blev mere følsom for vores håndtering af den – ved ‘høje ISO’ som fx 3.200, skulle man passe på med at tage om filmen … den kunne tage et ‘billede’ af håndens varme.
I dag har vi stadig problemer med støj; det er ganske vist anden form for støj – elektronikkens varmeudvikling, baggrundsstråling, støjende kredsløb osv.
Men der gælder stadig det samme, jo højere ISO jo mere støj. Støj betyder dårlige farver i billederne, blooming, uskarpheder, grynet udseende osv.
Det er derfor altid en god ide, at skyde ved den laveste mulig ISO – helst sensorens basisfølsomhed.